Der er ikke så mange nye bøger om hvordan vores samfund er indrettet. Serien Samfunds-temaer er i færd med at udfylde dette hul med titler om stat, amter, arbejdsmarked m.m., og her altså kommunen. Forlaget skriver selv, at det er "et undervisningsmateriale til brug i folkeskolens ældste klasser". Og det er selvfølgelig sådan, og til opgaveskrivning, at bogen hovedsageligt vil blive brugt. Der er bl.a. nogle sider med spørgsmål bag i bogen og HELE styrelsesloven og styrelsesvedtægten. Tilsammen fylder dette halvdelen af bogen! Men bortset fra det, så hører vi kort og klart om kommunernes historie, arbejdsopgaver, forvaltning, byrådsmøder m.v. Sproget egner sig til målgruppen. Teksten er i to spalter. Der er farvefotos, et par kort og grafer, ordliste, liste over hjemmesider og register. En nydelig og nutidig bog. Kan bruges af alle der ønsker et overblik over emnet.