Bøger / faglitteratur

Sådan gør vi ikke i Tisvilde : samlede tekster om Tisvilde 1995-2016


Beskrivelse


Satiriske klummer, artikler, romanuddrag, sange og andre tekster med Tisvilde som tema, ikke mindst byens sammenstød mellem '68-generationens kulturradikale akademikere og den nye kreative klasse samt mellem monetær og kulturel kapital.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. okt. 2016

af

af

Thomas Ry Andersen

d. 25. okt. 2016

Underholdende tekster om Tisvilde. Til alle der følger Martin Kongstads forfatterskab og for læsere med interesse for Tisvilde.

Martin Kongstad har i mange år arbejdet som journalist, klummeskriver, kulturskribent og madanmelder på københavnske aviser og magasiner. I 2009 fik han sin skønlitterære bogdebut med novellesamlingen Han danser på sin søns grav. Nærværende bog indeholder en række af hans tekster om Tisvilde skrevet over en tyveårig periode. Man kan fx læse hans klummer, større artikler, et afsnit fra tv-serien "Deroute" og en novelle. Da den kreative klasse gjorde sit indtog i Tisvilde i midten af 1990'erne forandredes byen fra en halvsøvnig sommerby, hvor kulturradikale akademikere i slidte badekåber fik deres morgenbad inden dagturisterne kom, plukkede kantareller, spiste røget hellefisk til frokost og læste "Oprør fra midten" i stribede liggestole, til en overophedet "smartass-by" med et blomstrende socialt liv og dalende dannelsesniveau.

Bogen giver en underholdende beskrivelse af takt og tone i Tisvilde, og hvad der kan ske, når økonomisk og kulturel kapital tørner sammen, men fremfor alt tegner den et fint tidsbillede af byen og tidsånden i perioden generelt set.

Ole Hyltoft, der bor i Tisvilde, beskriver i Livet ved havet vejrliget og naturens gang i Tisvilde, og han skildrer også folkelivet, kunsten og digterne omkring byen.