Neuropraktiker Larz Thielemann giver i denne bog gode råd og håb til forældre, der har et barn med særlige behov og udfordringer i hjernen.
Forfatteren fungerer som terapeut og familievejleder og videregiver i denne bog sine erfaringer fra arbejdet med børn, der har forskellige neurologiske problemer. Han arbejder ud fra et holistisk menneskesyn. Bogens indledende kapitler introducerer generelt til neurologisk træning og stimulering (NTS). Derefter følger kapitler om enkelte diagnoser fx ADHD, autisme og epilepsi. En række casestories om børn med forskellige neurologiske problemstillinger, der med succes har fulgt NTS-programmet udgør den miderste del af bogen. Grundidéerne bag den neurologiske træning inklusiv forskellige kostændringer præsenteres kort. Sidste del af bogen er mere faktaorienteret og besvarer ofte modtagne spørgsmål både generelt om børneopdragelse og mere specifikt om hjemmetræning og NTS.
En vigtig bog, der sætter fokus på de muligheder forældre til et diagnosebarn har, for selv aktivt at gøre noget for deres barn. Der bygges videre på nogle af de samme principper som Doman-metoden, og bogen vil som sådan være kontroversiel i visse pædiatriske kredse. Der er ingen litteraturliste.
Et hovedværk om hjemmetræning af hjerneskadede børn er Glenn Domans Sådan hjælper du dit hjerneskadede barn. Denne bog har samme målgruppe, men adskiller sig ved at tage udgangspunkt i danske forhold.