Nyoversættelse af Nietzsches mest berømte værk, skrevet 1883-85. Heri lancerer han Guds død, vilje til magt, overmennesket og opgøret med kristendommens "slavemoral". Zarathustra, som deler navn med en oldpersisk religionsstifter, er en melankolsk eneboervismand. Han kender den sandhed som masserne gerne vil lære, men som selv hans disciple ikke forstår. Han vandrer tænkende rundt og møder sære personer (og personificeringer) som han samtaler med og holder enetaler for. Stilen ligner Bibelens evangelier og profetlitteratur og Homers verslignende prosa. Langt uden for filosofiverdenen er denne kryptiske bog blevet fortolket, brugt og misbrugt siden den udkom. Moderne relativistisk filosofi har taget værket til sig pga. det gennemgående tema: det godes og det ondes relativitet. I forhold til Kohls oversættelse fra 1911 er gammeldags vendinger og ord moderniseret uden betydelige meningsændringer. I et efterskrift skriver oversætteren, filolog Niels Henningsen, om værkets betydning, Nietzsches eget syn på det, nutidens brug af det og skjulte hentydninger i teksten. Henningsen har tidligere skrevet om Nietzsche og oversat klassiske værker. Sprogligt let læst, men begrebs- og indholdsmæssigt stiller bogen store krav til læseren.