Med denne bog udsender forfatteren tredje bind af sin indføring i psykologi, denne gang om livets kriser. Efter en almen introduktion til krisepsykologi, behandler han først menneskers reaktioner i mere ekstreme situationer som gidseltagning og kidnapning, terror, tortur, og udsat for nazismens rædsler. Derefter følger en gennemgang af de traumatiske livssituationer, som mange, eller alle, i løbet af livet kommer ud for. Det kan være tab af nærtstående, ensomhed og alderdommens skavanker, og de selvmordstanker, eller forsøgte og gennemførte selvmord, der for nogles vedkommende følger med. De fleste emner er meget relevante, men kapitlerne om sadomasochisme og homoseksualitet, kan man, med et moderne syn på disse foreteelser, finde lidt ejendommelige i denne sammenhæng. Af og til er gennemgangen baseret på en enkelt teoretiker, og kan derfor virke lidt ensidig, men forfatteren er tro mod sine referencer, og nævner dem overalt. I øvrigt er den velskrevne bog om livets mørke sider spændende læsning for interesserede på de fleste niveauer.