Det er en ironisk fortælling om en fuldstændig umulius af en drømmer og dovenkrop, der helt mod sin vilje bliver slået op som den store guru, et tema lig det i Kosinski: Chance, 1972, 1980, hvor, som bekendt, en totalt uvidende analfabet gør stor politisk karriere i USA. Det er den første bog af forfatteren på dansk og den beskriver livet i den lille provinsby i Indien meget minutiøst og indforstået. Derved giver den et præcist billede af et miljø, som ligger langt fra turisternes og storbyernes verden. Den unge knægt, som er bogens hovedperson, har med meget besvær fra faderens side fået et underordnet job på det lokale posthus. Han laver skandale ved et bryllup og flygter op i et stort træ, hvor han slår sig ned. Her besvarer han spørgsmål med mærkelige, irrelevante bemærkninger, som af folk tolkes som visdomsord. Han bliver ven med en flok aber, der til slut terroriserer hele byen. Sproget er ironisk/humoristisk med en farverig beskrivelse af detaljer, som gør miljøet levende og nærværende for læseren og gør derved bogen lettere tilgængelig end fx. Salman Rushdie's værker.