Hvis man interesserer sig for meditation, er denne bog et godt sted at starte.
Der er mange discipliner og teknikker inden for meditation. Sand meditation er ifølge forfatteren et efterforskningsredskab. Hvad sker der, når vi giver slip på kontrol, og tillader alt at være som det er? Denne bog belyser, at meditation ikke handler om at beherske en teknik eller disciplin, men om at give slip på disse, og i stedet undersøge vores naturlige værenstilstand. Han mener at sand meditation er at lade alting være præcis som det er. Vi skal ikke forsøge at skabe eller bevæge os mod en tilstand. Bogen er skrevet i korte kapitler, hvor forfatteren svarer på mange af de spørgsmål, han har fået om meditation gennem tiden. Til sidst interviewes forfatteren som oprindeligt praktiserede zen. Han mener, det vigtigste er at møde meditationen med åbent sind og arbejde med at slippe egoets behov for kontrol og tillade alt i bevidstheden uden at forsøge at ændre det, mere end hvilken teknik og lærermester man bruger. Bogen er oprindelig amerikansk, og indeholder også en cd med meditationer.
Eckhart Tolle: En ny jord, 2005/2008 har samme meditative tilgang som denne bog. Begge bøger handler om at være i nuet.
Bogen er anbefalelsesværdig. Den handler om at få egoet til at at slappe lidt af, ved at meditere. Sproget er flydende og let. Det er befriende læsning. Her er ikke løftede pegefingre, men mulighed for at forholde sig til sin væren, og det der er lige nu. www.adyashanti.org.