Et mini-generationsportræt, der med udgangspunkt i et rørende savn af Bowie, åbner op for nogle erindringstråde og en overgang til både en afsked og til en ny begyndelse. Til læsere af digte og poetiske kortprosatekster.
Fem narrativt sammenhængende digte, der begynder med erindringer om David Bowie, som Odoom opdagede som 12-årig i 1999. Hun beskriver savnet af ham efter hans død i 2017. Tankerne går mod barndommen, mens Bowie og ungdomsårene væver sig sammen og fortsætter op i årene, hvor Bowie får en slags guru lignende status. I det næste konfronteres Odoom med hverdagen, dens trivialiteter og ensartethed, men hvor der alligevel ligger noget under: hjertesorg, selvmedlidenhed, drama, ensomhed. En ensomhed som opleves i det der sker, med sange man hører, spillet fra et andet rum, der transformerer musikken. Sammen med postordrekataloger, MTV, tv-serier, tøj- og varemærker, træder mormoren ind som en del af erindringerne, hvis hus, genstande og cd'er, ligesom musikken, skaber forbindelser igennem generationerne og til det nye liv.
Nogle smukke dyb- og tungsindige tekster, der også rummer lys og humor. Odoom formår at flette nogle tråde sammen, der pludselig åbner sig op og skaber en helhed i de fem små tekster, der hver i sær fremstår som fortættede og fint registrerende poetiske udtryk.
Der noget i tonen og stemningen, der peger på fx PiedestalSommerferiedigteMå jeg børste din rottweiler, Sommerferiedigte eller Må jeg børste din rottweilerDer noget i tonen og stemningen, der peger på fx Piedestal, eller Må jeg børste din rottweilerDer noget i tonen og stemningen, der peger på fx Piedestal, Sommerferiedigte eller .