Endnu en medrivende og letlæst roman for unge piger over 13 år. 3. del af serien om gymnasiepigen Mie og med en forside, der klart signalerer bogens indhold.
Jeg fik næsten stress af at læse om det hæsblæsende og rodede liv Mie får kastet sig ud i i dette bind. Men jeg tror det er et billede, som mange på Mies alder kan nikke genkendende til. Et liv med skole, fritidsinteresser, forældre der blander sig og alt for meget alkohol og useriøse forhold. Mie er kæresten i London utro med den eks, hun stadig er lun på, og da hun så bliver single, går det galt, når hun får for meget at drikke, hvad hun hele tiden gør. Hun vakler fra fyr til fyr uden at mene noget med det. Selv veninden Sandras kæreste bliver der lagt op til, og det er lige ved at koste hendes bedste venskab. Men Mie er også en stærk pige med et godt bagland og en altopslugende musikinteresse, så hun får sin lille skude rettet op igen og har ved bogens slutning fået dannet sit eget band med egen musik, fået ham hun vil have og igen fået styr på skole og veninder.
En bog, der kan bruges til de læsere, der dels kunne lide de første to bind, men også læser romanerne af Kirsten Carlsen og Trine Juul Hansen.
Bogen var både troværdig i sit persongalleri og i sit tidsbillede. Jeg kunne ihvertfald kende noget fra mine egne teenagepigers verden, og da den er tempofyldt og rimelig let at læse, er det en bog, som nok skal få ben at gå på derude i bibliotekerne.