Denne bog kan anvendes til oplæsning/samtale for børn fra 5-årsalderen. Selvlæsning fra 9 eller 10 år.
Der er tidligere kommet fire bøger i samme serie bl.a. På opdagelse i kroppen og Hvor kommer de små børn fra. Også denne her bog har sider af pap med mange store og små flapper, der kan åbnes, så man kan se, hvad der er inde i havpattedyrene, under vandoverfladen, hvordan delfinernes sonarsystem virker osv. Illustrationerne består af store og små farvetegninger med ret realistiske gengivelser af dyrene. En strithåret, lille pige og hendes kat er gennemgående figurer. De fungerer som små muntre indslag eller præsenterer forskellige fakta. På grund af de kraftige sider er bogen forsynet med spiralryg, men denne er dækket, så bogen alligevel har en ryg. Selv om bogen kun har syv opslag, giver den et ganske godt indblik i hvalernes udvikling, udseende, forskelle og levevis. Også emner som hvalfangst, trusler og beskyttelse omtales kort.
Der findes mange bøger om hvaler og delfiner, men denne adskiller sig ved at være forsynet med flapper, der kan åbnes.
En ganske vellykket bog. Mange børn vil finde det morsomt at åbne flapperne og snakke med andre om, hvad der gemmer sig bag dem.