Henvender sig til de 10-14-årige drenge med hang til spændende og realistiske detektivhistorier.
Dette er tredje bog i serien, og for en gangs skyld lægger forfatteren ikke ud med at introducere mysteriet, men serverer i stedet en hverdags-historie om vor hovedperson. Klassen skal nemlig på lejrskole med deres lærere, som går meget op i, at børnene også lærer noget, når de er på tur. Naturligvis til stor ærgrelse for børnene selv. Senere på turen sker der mange, mystiske ting om natten og uhyggen kommer snigende i den mørke skov. Til gengæld er der et par løse ender fra seriens tidligere bind der bindes sammen, og da det er en spændende fortælling, ender det som et meget anbefalelsesværdigt tredje bind i serien. Sprogligt ligner bogen de øvrige i serien, med en smule mere fokus på Silas' (vor hovedpersons) tanker. Forside og illustrationer i selve bogen er endnu en gang lavet af Patrick Leis, hvis stil passer fortællingen perfekt.
Sprogligt og emnemæssigt ligner denne serie meget Dennis Jürgensens detektivfortællinger såsom Gargoylens gåde og Spøgelseslinien.
Et virkeligt godt bind i serien, hvor flere løse ender bindes sammen til sidst. Seriens læsere vil begejstres.