Fra besøg i Dakar og hos diolaerne beskriver bogen levevilkår dels i den moderne by med administration, handel, industri og slum og dels hos en folkegruppe, som har bevaret sin gamle kultur. Stærkt står beskrivelsen af missionsstationens leder og af diolaernes indvielsesriter, som ikke blot er primitive, fysiske prøvelser, men et væsentligt led i opdragelse til samfundet. Imellem får man glimt af historie og geografi, men her kan mere hentes i Verdens geografi, og der sluttes med gennemgang af de vigtigste folkegrupper samt en erhvervsgeogr. oversigt. Under læsningen forekommer bogens lille oversigtskort (uden målestok), som man først finder på side 132, utilstrækkeligt, og da man i øvrigt ikke på biblioteket kan præstere et antageligt kort over Senegal, kunne man nok have ønsket, at bogen havde bragt et tosidet fysisk kort. Til bogen hører dias-serier og lydbånd, hvortil der henvises i marginalnoter, ligesom der i registrene for hvert enkelt billede henvises til teksten. Bogenkan stå alene, men må sammen med AV-materialet (som jeg ikke har set) danne et godt grundlag for en 8.-10. klasses arbejde med et U-land - eller for en elev eller elevgruppes forberedelse til prøve i orientering.