Indledningsdigtet "Apokalypse" i Kristina Stoltz's, (f. 1976), debutsamling beskriver en afgørende begivenhed: "Lynet slog sengehesten til splinter/ verden gik samlet ind/ og forgreb sig på barnet der sov-". Her splintres verden i et før og et efter, og faldet ud af barndommen er en realitet. Denne oplevelse af spaltning og tab af uskyld er den tematiske røde tråd i samlingens digte, inddelt i fire afsnit, der aftegner en bevægelse fra barndom over ungdom til voksenliv og parforhold. Der er dog ikke meget der hænger sammen i digtenes univers af groteske og absurde billeder, hvor kaos og turbulens eksisterer side om side med en søgen efter identitet og sammenhæng. På den ene side længslen efter tryghed, ("drømmen om at gå tabt i hinanden"), og på den anden side erfaringen af at tilværelsen er "lige så usammenhængende/ som en vindblæst ligning". De bedste af samlingens digte balancerer i dette skæringspunkt hvor tilløbet til det patetiske punkteres af ironien og det absurde. Tematisk er der ikke de store overraskelser i KS's digte, men hun varierer sit tema med et sikkert og personligt greb om sprog og billeder som gør det til en debut med løfter og udviklingsmuligheder.