Bøger / faglitteratur / filmmanuskripter

Shoah


Beskrivelse


Interviews med overlevende jøder, SS-folk og beboere fra områderne omkring koncentrationslejrene, som beretter om dødstransporter, gaskamre og andre dele af nazirigets tilintetgørelsesapparatur.

Anmeldelser (8)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Susanne Benthien

d. 19. dec. 2018

Lanzmann, fransk forf. og instruktør var 11 år om at optage filmen 'Shoah', der betyder ødelæggelse, katastrofe. Ofre og bødler i nazirigets kz-lejre fortæller i filmen om dødstransporterne, indslusningen i lejrene, afklædningen, gaskamrenes indretning, så at sige hele den 'tekniske' del af kz-lejrenes tilintetgørelsesapparatur. Bogen er filemsn dialog, 9 Vi timers ordrette spørgsmål og svar mellem Lanzmann og et halvt hundrede mennesker - overlevende jøder, SS folk og beboere fra områderne omkring lejrene. De fortæller ikke så meget om 'hvorfor' det fandt sted som om 'hvordan'. En tidligere SS mand i Treblinka fortæller detaljeret om lejrens arbejdsgang fra jødernes ankomst og til de få timer senere var døde. Om besværlighederne (!) ved at det hele skulle ske uden at der blev efterladt spor. Den SS mand, der var ansvarlig for de specialtog, der transporterede jøderne til lejrene fortæller om det komplicerede køreplanssystem og om 'den formale pakning af lastvogne med lastemner'uden at det gik ud over bilernes kørestabilitet. - En overlevende fra Warszawas ghetto, der dengang var et barn på 13 år fortæller, at »det eneste jeg havde set indtil da, det var døde, lig. Jeg troede, det var normalt«. I Chelmolejren ønskede han sig kun een ting, fem brød at spise, intet andet. Sidst i bogen fortælles om Warszawa-ghettoen. Den tidligere kurér for den polske eksilregering besøgte ghettoen for at kunne vidne om forholdene dér for de allierede: »Det var ikke en verden. Det var ikke menneskeheden. Det var en slags... en slags... helvede«. - Filmen vises i sin helhed i dansk TV over 3 dage i april. Lanzmanns bevidst neutrale udspørgen 'hvordan' og 'hvad skete der så?' tvinger de udspurgte til ikke blot at huske men til at gen- og gennemleve oplevelserne. Nazisterne søgte at slette deres spor, men de overlevendes erindringer, kunne de ikke slette. - Bogen og filmen er hver for sig et kunstværk og kan læses og ses uafhængigt af hinanden. Filmen bringer ingenarkivbilleder fra dengang, man ser kun ansigter og steder som de ser ud i dag. Bogen har udover et forord af Simone de Beauvoir kun den nøgne og uredigerede dialog. Lige siden krigen har folk spurgt, hvordan det dog kunne ske - en del af svaret findes i bogen, hvor man forstår, at ingen havde en chance for at overleve nazismens gigantiske dødsmaskineri. Det er en gribende og rystende bog.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Susanne Benthien

d. 18. dec. 2018

Lanzmann, fransk forf. og instruktør var 11 år om at optage filmen »Shoah«, der betyder ødelæggelse, katastrofe. Ofre og bødler i nazirigets kz-lejre fortæller i filmen om dødstransporterne,indslusningen i lejrene, afklædningen, gaskamrenes indretning, så at sige hele den »tekniske« del af kz-lejrenes tilintetgørelsesapparatur. Bogen er filmens dialog, 9 1/2 timers ordrette spørgsmålog svar mellem Lanzmann og et halvt hundrede mennesker - overlevende jøder, SS folk og beboere fra områderne omkring lejrene. De forfæller ikke så meget om »hvorfor« det fandt sted som om»hvordan«. En tidligere SS mand i Treblinka fortæller detaljeret om lejrens arbejdsgang fra jødernes ankomst og til de få timer senere var døde. Om besværlighederne (!) ved at det hele skulle skeuden at der blev efterladt spor. Den SS mand, der var ansvarlig for de specialtog, der transporterede jøderne til lejrene fortæller om det komplicerede køreplanssystem og om »den formale pakning aflastvogne med lastemner«uden at det gik ud over bilernes kørestabilitet. - En overlevende fra Warszawas ghetto, der dengang var et barn på 13 år, fortæller, at »det eneste jeg havde set indtil da,det var døde lig. Jeg troede, der var normalt.« I Chelmolejren ønskede han sig kun een ting, fem brød at spise, intet andet. Sidst i bogen fortælles om Warszawa-ghettoen. Den tidligere kurér forden polske eksilregering besøgte ghettoen for at kunne vidne om forholdene dér for de allierede: »Det var ikke en verden, det var ikke menneskeheden. Det var en slags ... en slags ... helvede«. -Filmen vises i sin helhed i dansk TV over 3 dage i april. Lanzmanns bevidst neutrale udspørgen »hvordan« og »hvad skete der så?« tvinger de udspurgte til ikke blot at huske men til at gen- oggennemleve oplevelserne. Nazisterne søgte at slette deres spor, men de overlevendes erindringer, kunne de ikke slette. - Bogen og filmen er hver for sig et kunstværk og kan læses og ses uafhængigtaf hinanden. Filmen bringer ingen arkivbillederfra dengang, man ser kun ansigter og steder som de ser ud i dag. Bogen har ud over et forord af Simone de Beauvoir kun den nøgne og uredige-rededialog. Lige siden krigen har folk spurgt, hvordan det dog kunne ske - en del af svaret findes i bogen, hvor man forstår, at ingen havde en chance for at overleve nazismens gigantiskedødsmaskineri. Det er en gribende og rystende bog.


Jyllands-posten

d. 11. apr. 1987

af

af

Bent Jensen

d. 11. apr. 1987


Land & folk

d. 7. apr. 1987

af

af

Herman Oschlak

d. 7. apr. 1987


Kristeligt dagblad

d. 7. apr. 1987

af

af

Aage Trommer

d. 7. apr. 1987


Politiken

d. 11. apr. 1987

af

af

Karl Chr. Lammers

d. 11. apr. 1987


Aalborg stiftstidende

d. 8. apr. 1987

af

af

Dorte Rohde

d. 8. apr. 1987


Aktuelt

d. 7. apr. 1987

af

af

Hans Jørgen Lembourn

d. 7. apr. 1987



Informationer og udgaver