Stor billedbog med papsider og myldrende billeder a la Mitgutsch. Forfattere og illustratorer ikke tidligere på dansk. Første opslag viser et hus med mange rum, hvor der foregår lidt af hvert. Derefter følger opslag med en legeplads, med en børnehave, med friluftsliv ved en å, en zoologisk have, et cirkus og en campingplads. På alle bogens billeder er glade børn i gang med alskens aktiviteter. Bogens tekst indskrænker sig til sætninger i stil med: "Pigerne vil ikke af med bolden. Fatma holder godt fast på den." Læseren kan så finde den episode, der hentydes til på billedet. Tegnestilen er karikeret i en tegneserieagtig stil, som fint kan aflæses af mindre børn. Farvelægningen er varieret, grænsende til det kulørte. Som sammenligningen med Mitgutsch og bogens papsider antyder, henvender den sig til børn i 2/3-årsalderen, men lidt større børn vil måske også synes det er sjovt at gå på opdagelse i billederne, som nok ikke vil virke særlig fremmede på danske småbørn, trods bogens udenlandske oprindelse.