Historie, praktiske anvisninger og kunsteksempler deles om pladsen i denne nye bog om silkemaling. Silkemaleriets historie i Asien og Europa indleder bogen. Derefter fortsættes med silkestoffets historie og tilblivelse før og nu. Herunder fortælles om stoffets reaktioner på farver og opløsninger. Det store afsnit om malematerialer, teknikker, effekter og farvelære forudsætter en vis rutine hos læseren, men er trods sværhedsgraden meget spændende. Der er konkrete arbejdsanvisninger til forskellige ting fra mindre brocher til større kunstneriske fremstillinger og beklædning. Bogen afsluttes med et galleri med fornemme gengivelser af billeder og tøj. Emnet er stadig dårligt dækket på dansk, hvor hidtil Grete Jakobsens 2 bøger har været ene om at dække efterspørgslen. Denne bog er udover at være flot og givende for den historisk interesserede og lidt rutinerede udøver af silkemaleriets kunst et velkomment supplement til litteraturen om emnet.