Turistguide eller appetitvækker til Afghanistans seværdigheder.
Forfatteren er afghaner og har boet i Danmark siden 2000. Dette er hendes første bog på dansk. Hendes målgruppe er unge "som ikke har særlig stor information og viden om Afghanistan". Temaet er seværdigheder på den del af Silkevejen fra Kina til Middelhavet, som passerede Afghanistan. Efter en generel introduktion til Silkevejen og Afghanistans historie er bogen opdelt efter provinser uden en særlig systematik ud over stikordsregisteret. Bogen beskriver i få ord og konkrete fakta de forskellige provinser, byer, arkitektur, landskaber og andre seværdigheder. Vægten er lagt på handel, kultur samt enkelte historiske begivenheder. Generelt forsøger bogen at beskrive Afghanistans kulturhistorie. En indfaldsvinkel ulig mediernes fokus på krigen og islam. Sproget er let forståeligt. Bogen er illustreret med kort og mange små farvefotoer.
Der findes en halv snes nyere danske bøger om Afghanistan, der dog alle som en handler om krigen dér.
En kortfattet gennemgang af en række seværdigheder i Afghanistan.