Bøger / skønlitteratur til børn

Simons frugtsalat


Beskrivelse


Billedbog. Efter en ferie hos bedstefar er Simon meget utilfreds med alt derhjemme. Selvom mor køber alle mulige flotte frugter, hjælper der først, da bedstefar foreslår, at de laver frugtsalat.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. feb. 1998

af

af

Tove Delica

d. 10. feb. 1998

Simon på 4- 5 år har på en ferie hjulpet bedstefar med at plukke og ordne hjemmedyrket frugt. Hjemme præsenteres han til sin fortrydelse for bybarnets almindelige mad, indkøbt i supermarkedet. Derfor køber mor masser af frisk frugt, for derpå at opdage, at Simon ikke kan fordrage frugt, og kun synes om at hjælpe bedstefar. Bedstefars besøg redder dagen, da han forslår, at alle laver frugtsalat - og Simon spiser 3 portioner. Selvom handlingen er lovlig tynd, er pointen overraskende, og de fleste børnefamilier kan genkende problemet med kræsenhed og følelsen af, at alt er meget bedre end derhjemme. Det er dog illustrationerne, der gør bogen læseværdig. De dækker hele siden med teksten sat i lyse felter. Farverne eksploderer i varme, klare og stærke " frugtfarver" malet i en glad, naiv, personlig og næsten ekspressiv stil. Jeg tror, den vil tiltale børn fra ca. 3 år, da den ligger tæt på deres egen udtryksmåde. Forfatteren har tidligere udgivet 3 billedbøger i Danmark.


Bibliotekernes vurdering

d. 10. feb. 1998

af

af

Ole Frøslev Christensen (skole)

d. 10. feb. 1998

De stærke og glade farver er absolut det bedste ved denne billedbog. Historien om Simon, som synes at alting er bedre hos bedstefar og bedstemor er temmelig tyndbenet og ikke særlig morsom, og moralen, at det er bedre at være med og hjælpe bedstefar med at plukke og pille og ordne al den gode frugt fremfor at spise den, tilfredsstiller mere pædagogen end barnet. Illustrationerne i en naiv barnlig stil tiltaler umiddelbart ved den kraftige kolorit og de stærke penselstrøg, men persontegningen er ikke vellykket: Stive og fortegnede figurer med store ansigtsflader med underligt påklistrede grimasser. I indskolingen vil bogen med held kunne bruges som inspiration i forbindelse med formningsaktiviteter til at slå sig mere løs med farverne, også selvom man ikke helt har styr på det med proportioner og dimensioner. Kvalitetsmæssigt står bogen, som uden held forsøger at efterligne børns måde at male på, ikke mål med ambitionerne.



Informationer og udgaver