Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Skæbnekald

Del 1 af Soul Seekers

Beskrivelse


Efter nogle mærkelige blackouts sendes den 16-årige pige Daire til New Mexico for at blive oplært af sin shamanbedstemor. Men hvorfor drømmer Daire om to brødre - en god og en ond?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. sep. 2012

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 10. sep. 2012

Første del i planlagt serie på fire i den populære dark fantasy-genre, som især har fat i de unge piger fra 12 år. Forsiden er dragende smuk og skal nok få bogen ned af hylderne.

Forfatteren fik fortjent succes med serien De udødelige, og her er endnu en blanding mellem ung kærlighed og paranormalitet. Miljøet er New Mexico med både indiansk shamanisme og mexicansk dødekult. Her dumper den unge Daire ned hos en ukendt shaman-bedstemor, som skal føre hende ind i den verden, hun er født til at kunne beherske. Daire oplæres i at kunne få dyreskikkelser, sanse og finde porte til andre verdener med det ene formål at bekæmpe det onde i form af en smuk ung mand. Men Daire møder også det gode i form af hans tvillingebror. Bogen tager sig god tid, inden den endelige kamp finder sted, og der er derfor også meget almindeligt teenageliv med skolegang, mobning og oprør mod forældre, for slet ikke at tale om meget dirrende seksualitet, hvor der skæves meget til muskuløse overarme, brede brystkasser og flade maveskind. Sproget er sikkert og miljøskildringen interessant.

Jeg har ikke kunnet finde andre i dark fantasy genren, som foregår i samme miljø, men ellers er bogen meget skåret over samme læst som de øvrige i dark fantasy-genren.

Jeg har følt mig godt underholdt og nydt det indianske miljø som en forfriskende afveksling fra de storbyer, genren ofte bevæger sig i. Bogen er velskrevet, men har ikke helt så meget kant som De udødelige, og ind imellem træder handlingen lidt vande.