I Midnastbørn fortalte Rushdie om Indiens kaotiske historie fra 1947 med én omskiftelig og overnaturlig begavet hovedperson som centrum. Det er en af de mest fabulerende og fantastiskeromaner, jeg nogensinde har læst. I Skam er emnet Pakistans historie op til nu, men her er ikke nogen samlende hovedperson, kun en skamløs observatør af de skammelige begivenheder i det politiskekaos, og hans kone, der fra fødslen er blevet fyldt med skam og ydmygelse og reagerer ved at blive et hoved-afrivende vilddyr. Mange af de øvrige personer minder påfaldende om skiftende topfigureri Pakistan, og de er flettet sammen ved familiebånd, had og hævn. Kompositionen virker mindre gennemarbejdet end i Midnatsbørn, hvor man dog havde en fornemmelse af, at ved anden gennemlæsningville alle brikkerne falde på plads. Men uanset om man her får det hele med, uanset om man ville få større udbytte ved at kende mere til de politiske skandaler og katastrofer i Pakistans blodigehistorie, så er her så megetliv, så mange store, fantastiske, grumme og sort humoristiske fortællinger indkapslet i denne komplekse roman, at den er med til at befæste Rushdie's position iNobelprisklassen. At den er vanskelig at få total sammenhæng i, gør mindre, når deloplevelserne er så store. Intet bibliotek bør være Skam-løst, men extallet må afhænge af erfaringer medMidnatsbørn.