Anden del i serien om Nona, pigen der kan rejse i tid. Første del hed Den rustne nøgle, og den udkom i 2010/16. Bøgerne henvender sig til børn fra 10 år. Forsidens let slørede kranie med cigaret sender signaler i retning af gys og gru.
Nona er Navaho-indianer fra Sydamerika og adopteret af danske forældre. Hendes baggrund har givet hende evnen at kunne rejse i tid. Særlige genstande udløser evnen, og hun kan heldigt nok tage naboen Mark med. I denne lille bog ryger de en tur tilbage til Maya kulturen, hvor Mark er tæt på at blive ofret, men han reddes af Nona og en lokal kvinde, som beslutter at hjælpe dem. Handlingen går over stok og sten afbrudt af lidt beskrivelser af miljøet og Nonas spekulationer over, hvordan hun skal redde dem hjem igen. Det hele fortælles refererende og noget stift med kunstige dialoger, skrig der udstødes, øjne der flakker og stumme nik. Hver gang man som læser undrer sig over noget i handlingen, har bogen en forklaring parat, og selv om der sker rigtigt meget på handlingsplanet, så sker der ingenting inden i de ikke særligt livagtige personer. Bogen er ikke svær at læse, men sproget virker gammeldags på mig.
Tidsrejsetemaet kan samme målgruppe finde bedre i Tidspillerne 11/33 af Kasper Hoff og Jakob Weinreichs serie om Kaptajn Blodskæg.
På trods af en meget dramatisk handling blev jeg ikke revet spor med, men kedede mig bogen igennem. Jeg manglede nogle "levende" personer at identificere mig med og også et mere levende og medrivende sprog.