En lille enkel bog om skolopendre til selvlæsning for børn fra ca. 8-9 år. Bogen ligner de øvrige 8 i serien Småkravl i både udseende og opbygning. Med et skarpt farvefoto pr. side skildres udseende, levevis og formering. Teksten er kort, den er sat med stor typografi og lange ord er stavelsesdelte. Til slut er der lidt spørgsmål og en skematisk tegning af en skolopender. De meget skarpe nærbilleder får skolopendre og andet småkravl til at se store og ret faretruende ud. Derfor synes jeg, det ville være rart, hvis man ud fra billederne alene kunne bedømme størrelsforhold, hvilket er svært i bogen her. Et kendetegn for serien er også den grelle blå og orange farve, der er brugt som pynt på alle siderne. Jeg synes ikke det pynter. Til gengæld kan jeg godt lide den lille "tegnefilm", man kan lave ud af de små tegninger nederst på siderne. Bladrer man siderne hurtigt igennem med sin venstre tommelfinger, vil man se en kravlende skolopender. En sjov detalje i en ellers strengt faglig bog. Bogen er til de yngre selvlæsere, men kan også bruges til oplæsning for børn fra ca. 5 år. Der findes ingen andre bøger for børn om skolopendre, kun kortere afsnit i forskellige bøger.