Skovene udkom første gang i 1904 og indeholder "Forsvundne skove", "Dolores", "Louison", alle fra 1899 og slutteligt "Skovene", 1904. Seneste udgave er en tranebogsudgave fra 1973 hvor også myten "udenfor tiden" var med. Det er rejselitteratur skrevet med en hvis ironisk distance om den store hvide mand som rejser ud for at genfinde sin urskovsmandighed, nedlægge tigre og damer og gerne omvendt. Der er gode muligheder for her at inddrage Freud og anden psykologi i tolkning af novellerne. De tre første kapitler foregår i Spanien og Frankrig og er små erotiske og allegoriske skildringer. "Det begyndte at gå op for ham, at mennesket er en køn ting, en øjenlyst" siger Kora om sin slave i "Forsvundne skove". Senere i novellen frigives slaven der forgæves forsøger at finde sine skove og identitet. Det er også et centralt tema i bogens sidste historie "Skovene" der handler om Jensens rejse til Malaysia. Udover til genlæsning for Johannes V. Jensen-fans er det primært en bog for læsere af rejsebogslitteratur med særlig vægt på ordet litteratur, fra Baggesens Labyrinten og til vor dages Carsten Jensen og Thomas Boberg. En flot malaysisk tiger på forsiden kan vel også lokke et par ekstra læsere til.