Bogen Skrivekridtets fossiler egner sig for låneren, der er interesseret i fossiler. Biblioteksbrugeren med en sund nysgerrighed indenfor danske fossiler vil ligeledes få et væld af informationer.
Der er tale om en 2. udgave af bogen med samme titel fra 2012. Hele bogen er meget systematisk og overskueligt opbygget. Kapitlerne, med funky navne som "Bryozoer" eller "Mosasaurer", er skrevet i et forholdsvist nemt forståeligt sprog, og der er et væld af billeder, der illustrer teksten nærmere. Desuden er der medtaget et kapitel, der forklarer og illustrerer, hvordan man selv indsamler og præparerer kridt-fossiler. Bogen afsluttes med en stor kildefortegnelse, der nok har størst interesse for den professionelle samler af fossiler. Selve bogen er udgivet i en softback kvalitet og er til min store glæde, trykt på FSC papir.
For yderligere informationer om Danske fossiler se Danekræ - Danmarks bedste fossiler fra 2008. I forhold til førsteudgaven fra 2012 er der i den foreliggende et yderligere afsnit omhandlende fossiler i flint, samt enkelte andre ændringer og spredte korrektioner.
En overordentlig informativ bog, der for den rette låner er et sandt overflødighedshorn af oplysninger om danske fossiler. Har biblioteket førsteudgaven er denne ikke "et must", men bestemt god at have.