Når du giver lidelsen navn, kan du kontrollere den. Lyrik også til terapeutisk brug.
Udgivelsen består af 3 miniaturedigtsamlinger ved navn Efterårskvinden, Blue lady og Vintertid fra henholdsvis 1985, 1995 og 2017 med i alt 36 digte. Med litterære referencer til værker af bl.a. Villy Sørensen, Anais Nin og Inger Christensen. Samlingen er et skriftligt supplerende dokument til en kunstterapeutisk egenproces udtrykt i malerier, skulpturer m.v. og samlet i bogen Bjergbestigersken.
Dette er kategoriseret som en "digtsamling", og består da også af en række digte. Fællestrækket er imidlertid meget mere psykologisk, da alle digtene omhandler forskellige identitetskriser i fortællerens virkelighed. Den psykologiske forståelse, som lyser ud af digtene, er i høj grad freudiansk/psykodynamisk. Der skildres, hvordan forståelsen af baggrunden for jegets egne problemer, kan være en vigtig brik til løsningen af de selvsamme problemer. Kan ses som et eksempel på en "selvhjælpsbog" for mennesker i eksistentielle kriser - ud fra princippet om, at hvis man genkender smerten, følelsen - og ikke skyder den fra sig - er man langt tættere på at have løst problemet. Digtene er letlæselige i et hverdagssprog og afspejler i høj grad ganske normale identitetskriser, som de fleste kender til.
Også i Marie Cardinals Ord som forløser lægges der vægt på, at hvis man kan sætte på ord hvad det er, der er ens virkelige problem, er løsningen ikke langt borte.