Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Skyggen og dragen

Del 2 af Maros rejse

Beskrivelse


Fantasy. Maro er på en hemmelig og farlig mission for kongen. Hvem er ven, og hvem er fjende? Bliver han nødt til at kæmpe mod dragen for at skaffe dens blod til den magiske sandhedsdrik?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. apr. 2014

af

af

Kirsten Thorning Thagaard

d. 28. apr. 2014

Anden bog i den letlæste serie, Maros rejse til fantasylæsere fra 3. klasse (ca. 9 år). Bogen kan bruges til selvlæsning og højtlæsning.

Maro er for alvor kommet ud på sin farefulde færd for kongen. Han skal skaffe drageblod, som indgår i en magisk drik, der skal afsløre en forræder blandt kongens riddere. Maro får hjælp af pigen Unda, som er en Skygge, en af kongens hemmelige spioner. Det viser sig, at der er andre, der er på jagt efter drageblod, og Maro bliver hvirvlet ind i dramatiske begivenheder. En kamp på liv og død, hvor han hele tiden kommer i tvivl om, hvem der er ven og fjende. Så der er endnu engang lagt op til en spændende fortsættelse. Det dialogfyldte sprog flyder godt og bliver mesterligt understøttet af de mange stemningsskabende stregtegninger. Bogen har samme layout som den første bog i serien. På indersiden af bogen findes således også et kort med bogens univers samt bogens persongalleri med navn og tegning. Læseren bliver undervejs opdateret i de væsentligste dele fra den første bog, men det vil være synd at springe direkte til anden bog i serien.

Der findes flere fantasybøger for målgruppen, fx forfatterens anden fantasyserie Drageridderne, som også er meget spændende og handlingsmættet.

Endnu en fantastisk god lettere læst fantasy i serien Maros rejse. Trods spænding og tempo får læseren et godt indblik i hovedpersonernes tanker og følelser. Hvem er ven, og hvem er fjende? Læseren vil se frem til fortsættelsen.