De to forfattere, Jacques Ravenne og Eric Giacometti, der er henholdsvis journalist og frimurer, udgiver her deres første bog på dansk. Blandingen af frimureri, gamle ritualer, nazisme og hemmelig viden tilsat nogle mord og lidt romantik og endelig piftet op med lidt hallucinogener giver et godt bud på underholdning for læsere med Dan Brown- abstinenser. To mord, et på en ung kvindelig arkivar ved den franske ambassade i Rom og et på en gammel jødisk forsker i Jerusalem, danner indgang til en jagt på ældgamle hemmeligheder. Over stok og sten går det. Heltene er en fransk politimand og frimurer og en blændende smuk kvindelig sikkerhedsvagt, som i begyndelsen ikke kan udstå ham osv. De onde er gamle nazister, de gode er frimurerne. Personskildringerne bliver på overfladen, og sproget på det jævne. Der skal sluges en del kameler undervejs, men ikke flere end øvede Brown-læsere sagtens kan magte, og da forsiden tydeligt signalerer genren, skal de nok finde bogen. Sympatisk nok afslutter forfatterne bogen med en gennemgang af de virkelige elementer, der indgår i handlingen.