Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Skyggernes hav. Del 1


Beskrivelse


Fantasy. Den 16-årige pige Yoko er en almindelig japansk gymnasieelev. En dag ændres hendes liv drastisk, da en mystisk fremmed mand dukker op på hendes gymnasium. Han påstår, at hun er hans herskerinde, og at hun er nødt til at følge med ham. Hun bliver ført til en anden verden, hvor både mennesker og dæmoner prøver at komme hende til livs, og hvor mange spørgsmål dukker op.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. juni 2008

af

af

Vera Jensen

d. 24. juni 2008

Denne nye serie henvender sig til fantasy-læsere og måske også til læsere af manga-tegneserier. De fængende manga-agtige forsider i klare farver vil appellere til både manga- og fantasyfans.

Fuyumi Ono er en japansk forfatterinde, der har slået igennem med serien om De 12 kongedømmer. Historien handler om den 16-årige gymnasiast Yoko, der bliver bortført til en anden verden, hvor hun skal være dronning. Serien blev udgivet i Japan fra 1991-2001. Bøgerne danner også baggrund for en anime-udgave beregnet for tv. Seriens popularitet har bredt sig, og den er nu også udgivet i USA, Frankrig og Tyskland. Ono er desuden forfatter til manga-serien Ghost hunt, der ikke er udgivet herhjemme. De 12 kongedømmer er illustreret med s/h helsidesbilleder i bedste manga-stil af Akihiro Yamada. Serien kommer til at bestå af 11 bind. Foran i bøgerne er der en oversigt over de 12 kongedømmer samt et detaljeret kort over det aktuelle kongedømme. Bagest i bøgerne er der udførlige fodnoter til teksten.

Lian Hearn har skrevet en serie om Otori-klanen (2007), der udspilles i det feudale Japan i middelalderen. Serien har dog visse fantasy-elementer. Læsere af denne serie vil måske også være interesserede i nogle beslægtede mangaserier Her kan nævnes Basara af Yumi Tamura og Last hope af Michael Dignan og Kriss Sison.

Det er indtil videre en velskrevet serie med et godt plot, nogle interessante figurer og en elementært spændende handling.