Bøger / faglitteratur til børn

Slanger


Beskrivelse


Om kendetegn på slanger, deres levesteder, slægtninge, form og skelet, hud og skæl, bevægelser, sanser, tænder, jagtmetoder, farlighed, camouflage, overlevelse, formering, store slanger, Boa og Pyton, snoge og hugorme, Kobra, Mamba, havslanger, klapperslanger samt om slangebid, trusler mod slanger og ritualer og legender.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. jan. 2003

af

af

Lars Larsen

d. 17. jan. 2003

Flot og farvestrålende introduktion til slanger. Den indgår i serien Spændende viden og svarer i layout og udstyr til de øvrige i serien. I en kort tekst og med et væld af farvefotos og instruktive tegninger beskrives slangernes levevis og adfærd. Bogen er inddelt i 27 kapitler, som er grupperet tematisk: De første 14 giver en generel introduktion til slangernes anatomi, sanseapparat og adfærd. Herefter præsenteres 10 slangearter. Til sidst et par kapitler om slanger som truet dyreart, ritualer og legender samt forholdsregler ved slangebid. Bogen afsluttes med faktaafsnit, ordliste og der er forslag til bøger og gode danske og udenlandske websteder. Til slut et stikordsregister. Den informationsrige tekst er let at læse. Der er en del gentagelser i de korte afnit, og hyppige overskrifter giver bogen et noget kalejdoskopisk præg. Til teksten er der valgt en ensartet typografi. Stor og letlæseslig til brødteksten, og lidt mindre til billedtekster og faktabokse. Bogen har et indbydende layout, hvor tekst og billeder udgør en flot helhed. Omslaget er dækkende for bogens indhold. Det er den første generelle bog for målgruppen siden Barbara Taylor: Slanger, 1999/13. Fra 12 år, og velegnet som bladrebog fra 7-8 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 17. jan. 2003

af

af

Poul Wibbert Esberg (skole)

d. 17. jan. 2003

Det er en flot bog for 5. klasse og ældre om et emne, der altid fascinerer. Især er de mange farvefotos flotte. Man får et væld af oplysninger; omkring 80 af de omkring 2500 arter bliver nævnt med karakteristika og særheder. Og det er så også bogens akilleshæl. Den vil så meget, så man ofte sidder tilbage med helt enkle, men ubesvarede spørgsmål om, hvor den navngivne slange lever, og hvad der adskiller den fra de andre i undergruppen eller undergruppen fra de andre undergrupper. Nogle arter får bare en linje, andre bliver beskrevet noget grundigere. Der er ikke nogen egentlig systematik, men alligevel er bogen bygget godt op i tosides kapitler. Der er først overordnede afsnit med definition, hud og skelet, bevægelser, sanser, tænder og kæber, camouflage, parring og yngel. Derefter beskrives forskellige undergrupper, inden der sluttes af med kapitler om trusler mod slanger, slangebid, ritualer og forskellige fakta. Endelig er der en ord- og stikordsliste og en udmærket medialiste, ikke mindst for netadressernes vedkommende. Bogen er mest anvendelig som oversigts- og bladreværk. Politikens bog om slanger fra 2000 er den grundigste nyere bog om emnet.



Informationer og udgaver