Velskrevet roman for de børn fra ca. 11 år, der kan lide en historie med indhold. Drengen Rob og pigen Sixtine, begge 12 år, bor i Florida og mødes, fordi de begge er tilflyttere og outsidere i forhold til byens andre børn. Robs mor er død og Sixtines far er flyttet. Rob reagerer på tabet ved at undertrykke alle følelser, mens Sixtine reagerer med vrede og aggressivitet. De opdager, at nogen holder en tiger i bur i en nærliggende skov. Den vil de befri. Og deres planer får stor betydning for begges liv. De to børn kommer vi tæt på. Deres følelser er fint beskrevet. De øvrige personer, både voksne og børn, (og tigeren) kommer vi ikke så tæt på. Tigeren er udelukkende et symbol for begge børnenes undertrykte følelser, vreden og det indespærrede. De slipper tigeren løs og får løst op for deres egne følelser. Der er meget at snakke om, mobning, skilsmisse, død, tab, indespærring m.v. Jeg tror mest på bogen til oplæsning for større børn eller til fælles læsning i en gruppe/klasse. For selv om bogen er god og velskrevet, så kræver det, at man har nogle lånere, der synes om denne type problemorienterede lidt poetiske bøger. Det er forfatterens anden bog. Hendes første bog har fået en børnebogspris men er ikke oversat til dansk.