"Her er hverken genbrug eller fad 80er-synthpop, men derimod fragmentariske, stramt konceptuerede minimalistiske one-woman-stykker (19 i alt) pakket in i en skrøbelig, lidt forsigtig poetik, der nok kan vrisse lidt ("Sur lugt gennem Europa"), men overvejende fremstår let, intim og hemmelighedsfuld. Svenske Fredrik Danielsson spiller en sær undervandstrompet her og der, men ellers er Bévort alene med sig selv i et lettere ituslået, driftløst landskab. Fløjtesatserne flakser som farverige fugle af sted i de bedste passager, saxerne trækker mere i retning af det velkendte. Jeg ved ikke om Covid-årene med sine begrænsninger har sat fut i det hele og tvunget Pernille Bévort til at tænle nyt. Men skønt er det at opleve en solid håndværker prøve noget nyt, selv om hun gerne må sætte mig som lytter mere på prøve".