Marguerite Duras fik et comeback med romanen Elskeren, oversat til dansk i 1985. I Smerten fortsætter hun sin selvbiografiske skildring, i fem noveller beskrives begivenhederne omkring andenverdenskrigs slutning. Centralt står titelnovellen, hvor forfatteren i dagene omkring befrielsen venter på nyt om sin mand, modstandsmanden Robert L., der har været i koncentrationslejr. Det er ensituation med usikkerhed, angst og stigende desperation, også krigens gru og politiske begivenheder skildres. Hendes mand vender hjem i en kritisk tilstand, han er skildret som et dyr, enorganisme, der blot spiser og ligger hen i feberdøs. Hun får aldrig kontakt med ham, de skilles, og sommeren efter befinder hun sig i et enormt antiklimaks efter alle årene, hvor hun blot længtesefter ham. Andre noveller skildrer retsopgøret med Gestapofolk og stikkere. Det er afslørende beretninger om modstandsfolkenes forvirring og hendes egen (i nogle noveller under navnet Therese)ambivalens over fornazisympatøren Pierre Rabier og militsmanden Ter. De to første og længste noveller er de mest gribende, men hele bogen er præget af M. Duras' eminente, sanselige sprog, hendesstaccatosætninger i beskrivelsen af dramatiske begivenheder og så den antydningens kunst, det køligt konstaterende, der afløser det dramatiske forløb, når smerten bliver for stor.