Smølfesuppen

Til børn fra 5 år der kan lide historier med humor og spænding der udspiller sig i et specielt og dog genkendeligt eventyrunivers, her Det Glemte Land, hvor Smølferne bor i paddehattehuse. Selv om det er billedbøger er fortællingerne både sjove og spændende nok til at fastholde også de 8-9-årige læsere, der har knækket læsekoden.

Den 23. november bliver Smølferne 50 år. De dukkede første gang op som bipersoner hos Henrik og Hagbart i Den fortryllede fløjte. Siden fik de deres eget liv og deres egen serie, og de blev en kæmpesucces for deres "far" den belgiske kunstner Peyo. I Danmark var de uhyre populære i 1970'erne og 80'erne, her udkom femtende og sidste album i 1991. Nu hvor de der var børn dengang vil give historierne videre til deres egne børn, oplever Smølferne en renæssance. Historierne er stadig holdbare, og nye generationer kan også more sig over de små nisselignende væsner og deres kamp mod det onde personificeret i troldmanden Gargamel. Bøgerne er baseret på kendte smølfehistorier, og nu som dengang har Jens Peder Agger oversat til læsevenligt dansk. Illustrationerne i klare farver kommer til deres ret på godt papir.

Også andre elskede skikkelser, fra de bøger og tegneserier som den unge forældregeneration fik læst op, da de var børn, dukker op i nye skikkelser og nye medier. Det gælder fx Barbapappa og hans familie og det gælder Mumitroldene, hvor tegneserien netop bliver genudgivet.

Fire charmerende billedbøger der viser at Smølferne stadig kan more og underholde.

Læs hele vurderingen

Tegneserie i farver. Dette 9. hæfte i Smølfe-serien er delt i 2 historier. Den første handler om kæmpen Grovbrød, som raserer troldmanden Gargamels hus og derefter begiver sig til smølferneslandsby for at æde. Hans appetit er så stor, at smølferne ikke kan fodre ham af, og de er lige ved selv at blive ædt. Lidt trolddom hindrer dette, men det har bivirkninger på kæmpens udseende.Gargamel dukker op og bliver tvunget til at udbedre skaderne, men med ringe held. Gammelsmølf redder situationen med et »sarsaparilla-blad«. Grovbrøds udseende bliver atter normalt, og idyllenvender tilbage. Den anden historie (14 sider) skildrer dagligdagens små oplevelser i landsbyen samt forberedelserne til en kostumefest, hvor den yndige Smølfine fordrejer hovedet på mange afsmølferne. En væsentlig del af hæftet bruges til at anvende det uoversættelige ord »at smølfe« i så mange sammenhænge som muligt. Det overlades til læseren selv at fortolke betydningen eller evt.opgive. Hvis man vælger detsidste, er der nogle uskyldige og lejlighedsvis pudsige løjer tilbage. Hæftets sidste historie er en noget tyndbenet affære, hvor »smølferiet« kan virke trættende. Nogetkunne tyde på, at vi har set de bedste hæfter i Smølfeserien, og at kun det tynde øl er tilbage, fra ca. 12 år.

Læs hele vurderingen

Smølf mig her og smøf mig der! Smølfebølgen er over os. Før var det Barbapapa i alle udgaver, nu er det smølferne. Peyo har gjort et kup med opfindelsen af de små blå kønsløse væsner, de ergået lige ind i alle barnehjerter, men historierne er efterhånden det rene vås. / Et stort dumt brød, kaldet Grovbrød, får at vide af Gargamel, smølfernes arvefjende, at smølfesuppe er sagen.Smølferne er tilsyneladende samarbejdsvillige og tilbereder selv suppen, som imidlertid forvandler Grovbrøds udseende til det værre. Gargamel får skylden og mærker Grovbrøds vrede. / Der eroverraskende indfald undervejs, men som helhed er det en dårlig historie: tåbelig, langtrukken og uden en ordentlig slutning, den fuser bare ud. Det hele kører lidt for meget på rutinen. Til sidster der nogle ganske korte historier. Billedsiden er stadig god: tydelige og klart farvelagte tegninger i et letforståeligt billedsprog. Texten dommeres fortsat af det specielle smølfesprog. / Godtnok savner vi tegneserier til demindre børn, men trods smølfernes store popularitet, bør serien ikke indkøbes ukritisk. Der er bedre albums end dette (f.ex. ASTROSMØLFEN og SMØLF DEN STORE).

Læs hele vurderingen