Humor er som bekendt især et spørgsmål om smag. Wulffmorgenthaler er i den forbindelse interessant, fordi serien får læseren - denne læser - til at tænke over, hvad der gør vittigheder morsomme. Fx synes jeg ikke, det er videre sjovt at tage en Gary Larson'sk crazy-humoristisk situation og gange den med ti, som når Wulff og Morgenthaler lader en sædcelle styre et rumskib eller sender en kropsbehåring til psykolog. Her kommer læseren simpelt hen til at mangle identifikationsindhold i situationen. Vittigheder om kropsfunktioner, bumser og onani er næppe heller udtryk for en humor, som kan gøre sig uden for karlekammerets fire vægge. Dér, hvor forfatterne kun forsøger at anfægte den gode smag, bliver deres vittigheder som regel anstrengte og ligegyldige; men når forfatterparret via overdrivelser, skæve indfaldsvinkler og en fin sans for sprogets muligheder vender almindelige hverdagssituationer på hovedet og derved gør det velkendte nyt og overraskende, formår de til gengæld at fange læserens opmærksomhed. Wulff og Morgenthalers humor spænder lige fra det mest platte og tåkrummende til det elegante og tankevækkende - og den cocktail er med parrets fjerde album efterhånden blevet en fast indarbejdet institution i den danske avistegneserieverden.