Bogen er en "kan-du-finde-bog" for de yngste "tingfindere" fra 2 års alderen, der begynder at gå på opdagelse i billedbogskrybberne. Bogens handling rummer ikke de store overraskelser, det gør derimod opgaverne, der er bogens bærende element. Opgaverne er opbygget med én opgave for hver ugedag, idet dobbeltopslagene indledes med: "Om mandagen fandt Knirke.." og "Om tirsdagen.." o.s.v.. Således giver bogen anledning til samtale om ugedagene samtidig med, at den præsenterer mange forskellige mønstre, der har gemt sig på siderne - striber, stjerner, blomster, siksakstriber, terner og prikker. Illustrationerne udtrykker venlig godmodighed - det er rare dyr, der er medvirkende, og de er skabt med enkle streger og med enkle virkemidler, der vil tiltale målgruppen. Teksten er opbygget med samme ordvalg og rytme på hvert dobbeltopslag, således at de yngste lyttere hurtigt vil kunne "tale med" under højtlæsningen. Forsideillustrationen har de to hovedpersoner i centrum, og bagsideteksten gør opmærksom på, at der er udkommet flere bøger i samme genre af samme forfatter. Vi har ikke tidligere stiftet bekendtskab med forfatteren, imens vi kender illustrator fra Roald Rødskægs heltemodige vikingefærd (97/26).