Bøger / faglitteratur til børn


Beskrivelse


Bl.a. snegle og deres udseende, hvordan de bevæger sig, deres føde, levevis, formering og fjender. Dobbelsidede opslag med farvefotos.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. juni 1998

af

af

Lars Damm Jensen (skole)

d. 24. juni 1998

Bogen udsendes i forlagets serie af lette fagbøger om småkravl og består af en række opslag, der alle er formet som et spørgsmål om snegle. Bogen focuserer hovedsagelig på havesnegle med hus og som eksempler på opslagenes temaer kan nævnes: Hvordan ser snegle ud? - Hvordan bliver snegle til? - Hvad spiser snegle? Enkle spørgsmål helt nede på jorden. De enkelte spørgsmål besvares på dobbeltopslag med store fotos og en ultrakort tekst på 4 - 5 linier sat med store typer. Billedmaterialet støtter teksten fint og sammen danner det baggrund for snak og yderligere iagttagelser af snegle. Bagest opslag med kontrollerende spørgsmål, ordliste og stikord samt tegning af havesnegl med angivelse af navne på sneglens forskellige dele. Bogen kan selvlæses fra omkring 3. klasse og kan med baggrund i illustrationsmaterialet indgå i natur/teknik-undervisningen fra skolestart. Bogen komplimenterer den noget lettere Sonne: Snegle året rundt fra 1997. Fælles for seriens titler er, at de dyr, bøgerne omhandler, er lette at iagttage og få fat på i naturen, samt at den lægger op til et kvalificeret arbejde med billedmaterialet.


Bibliotekernes vurdering

d. 24. juni 1998

af

af

Ulla Møller

d. 24. juni 1998

Den nye forlagsserie fra Flachs Småkravl om noget af alt det, der kribler og krabler, omfatter foreløbig seks titler. Det er letlæste fagbøger, der henvender sig til de 5 -10 årige. Primært til emnearbejde i institution eller skole, men også til fordybelse hjemme når der er bier, mariehøns, myg, myrer, regnorme eller snegle i haven. Bøgerne er næsten identisk opbyggede. Uanset om det er en mariehøne eller som her en snegl, de handler om indledes med en indholdsbeskrivelse, der ser sådan ud: Hvad er ....? Hvordan ser .... ud? etc. Det er på en gang en fordel og en ulempe. En fordel fordi man ved, hvordan dyret beskrives, hvis man kender en af bøgerne. En ulempe fordi det let kan blive kedeligt at arbejde med så ensartet materiale f.eks. i forbindelse med et større emnearbejde om naturen. Hvert emne dækker et dobbeltopslag med en tydelig, letlæst tekst og gode, informative farvefotos, der uddyber den lidt sparsomme tekst. Bogen afsluttes med nogle spørgsmål til læseren, en skematisk tegning af en snegl, og en lille ordliste. Om snegle har bibliotekerne i forvejen Snegle - året rundt fra 1997. Den har samme målgruppe og virker mere grundig. Desuden findes nogle ældre titler.