Bøger / skønlitteratur til børn / romaner


Beskrivelse


David og Andreas bygger en snehule. De bliver levende begravet, da sneploven kommer. Selv om de bliver reddet uskadte ud, følger angst og spørgsmålet om skyld i kølvandet på ulykken.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. okt. 2002

af

af

Inger Søndergaard

d. 9. okt. 2002

Forfatteren til Bang! du er død, 2001 og Det brænder 2000 har skrevet endnu en letlæst spændingsbog for børn. Snehulen er lidt lettere og knapt så spændende, men ligesom i de foregående titler er det en alvorlig sag, hvor udgangspunktet er en dramatisk begivenhed. Denne gang er det en sneulykke, der medfører angst og spørgsmål om skyld. David og Andreas bliver levende begravet i deres egen snehule, og historien følger de to drenge, deres kammerater og familie igennem ulykken, hvor de hårdt tilredte bliver reddet ud af to piger Helene og Elin fra klassen. Drengene er uskadte, men angst og underlige følelser følger. Drengene tror, at Jonas, der er lidt udenfor i klassen, har medvirket til sammenstyrtningen. Handlingen udspilles især mellem børnene i en svensk skole, men også de voksnes og forældrenes handlinger og følelser er med. Bogens ramme er nutidig. Den er velskrevet, og selv om den virker lidt gammeldags, er det stort set en velfungerende meget letlæst historie med basale spændende elementer og en meningsfyldt handling. Typografien er stor og letlæselig. Omslagstegningen viser de to drenge, der hygger sig i snehulen. Den har appel til målgruppen, der er de 9-12 årige især drenge i hulealderen.


Bibliotekernes vurdering

d. 9. okt. 2002

af

af

Hans Radsted (skole)

d. 9. okt. 2002

En historie om en personlig katastrofe og hvordan eftervirkningerne skal behandles, pakket ind i en nutidig svensk vinterhistorie med to drenge på ti år som hovedpersoner. De beslutter sig for at grave en snehule efter skoletid og pludselig er de totalt begravet. Manden med sneploven kunne ikke se, hvad der også var i den store snebunke. Vi følger så selvfølgelig redningen - i sidste øjeblik, men derefter turen til hospitalet, behandlingen, psykologhjælpen, den pludselige berømmelse med aviser og TV og ikke mindst de efterfølgende ubevidste angstanfald. Rundt om dette centrale budskab ligger så en bihandling med klassens mærkelige dreng, de er lidt bange for og som de har en del kontroverser med. Han viser sig dog at være en stakkel med store personlige problemer, der ender med at kalde på drengenes medfølelse og alt ender godt. Der er også blevet plads til den første kærlighed og lidt indbyrdes rivalisering mellem de to venner. Det er en historie, der kan læses fra ca. 11 år og som eventuelt kan læses op, hvis man skulle ønske at arbejde med emnet krise og krisehjælp på en for målgruppen jordnær måde. Til gengæld mangler der nok lidt saft og kraft i historien, måske fordi den skal være så rigtig.



Informationer og udgaver