Da Ellinor og Lasse adopterer det colombianske søskendepar Luisa på 5 år og José på 2 år er det med følelsen af et stort overskud at dele ud af og ønsket om at kunne rette op på de svigt, de to børn har lidt i deres allertidligste barndom og give dem et bedre liv og masser af kærlighed. Luisa, som bliver til Lovisa hjemme i Sverige, har imidlertid lidt så voldsomt under sin biologiske mors svigt, at hun er ude af stand til at åbne sig for sine nye forældre. Hun har ingen tillid til voksne, men har selv lært sig en uhyggeligt voksen og beregnende måde, hvorpå hun holder sine omgivelser stangen. Det ene øjeblik lammefrom og det næste som besat af en djævel. Snydemor er beretningen om en usikker mors gentagne og forgæves forsøg på at nå sit sårede barn. Om skam over ikke at kunne klare sit eget barn og frygt for omverdenens fordømmelse. Der er meget lidt forsonende over historien om Ellinors kamp med og for Lovisa, som bygger på virkelige hændelser i form af forfatterens egne erfaringer og mødet med den rigtige Lovisa og hendes adoptivmor. Først da Lovisa som 17-årig flytter til et sted for unge med store problemer, sker der ganske langsomt en forandring til det bedre. En barsk fortælling, der primært retter sig mod adoptivfamilier med store problemer, for hvem det vil være en hjælp at få brudt det tabu, der opstår, når ønskebørn bliver en plage.