Sammenhængende langdigt om det som skal skrives eller som burde være skrevet, som læseren kan digte med på. For læsere af moderne international lyrik.
Nærværende digtsamling kan karakteriseres som et langdigt opdelt i afsnit og med tankestreger imellem sætningerne. Det er digte som kredser om bydemåden at skrive, det som skal skrives eller måske burde være skrevet. Forfatter og billedkunstner Jen Bervin (f.1972) debuterer hermed på dansk med denne bog. Hun har gennem en årrække arbejdet alsidigt med Emily Dickinsons manuskripter. Bogen er en ud af flere nye udgivelser i serien "Bestiarium".
Her er tale om et forlag som gør en dyd ud af layout, tryk og papirkvalitet foruden at finde overraskende glemte værker frem fra gemmerne således også Jen Bervin. En digtsamling som balancerer mellem det avantgardistiske og det klassiske udtryk på en spændende måde uden at være vanskelig. Som læser opfatter man det som om forfatteren henvender sig direkte til læseren "Skriv det går ikke til spilde" eller digte som vil i en form for dialog med læseren.
Kan sammenlignes med andre markante amerikanske kvindelige forfattere som Djuna Barnes og Emily Dickinson.