Suzanne Brøgger har skrevet alle sine bøger med udsigt til mosen fra sit arbejdsværelse i den gamle skole i Løve. Derfra udgår også denne bog, som er et sandt brøggersk mix af fiktion og virkelighed. For Løve ligger på ruinerne af kongsgården Gjurte med hovedgården Sølve, og fruen herfra går igen hvert syvende år. Hun er et renæssancemenneske, som levede da verden blev ny og de vante fortolkninger brød sammen. Dermed er hun en direkte forbindelse til Sølves fortæller, som tolker vores historie og sit eget liv. Bogen er en række korte tekster, essays, memoirer og fiktion. De fortæller danmarkshistorie i 8000 år med hovedvægt på moderniteten og udsyn til den store verden med samfunds- og kulturpolitiske kommentarer. Mange af dem er både kloge og skarpe, blandt andet om dannelse og danskhed. Løve repræsenterer sammenbruddet i kultur: Nu er landsbyen som livsform afviklet, og dér, hvor de nærmeste naboer boede i en menneskealder, er der skrotplads og bilkirkegård. Parallelt med udsynet til verden er der indsigten i det nære, hvor der fortælles om liv og død blandt de nærmeste, om mirakelbarnet Mu og om træerne i haven. Vølve rimer på Sølve, og denne spådom ville varsle ilde for vor verden, hvis ikke barnet og træerne havde været der til at redde livet. Dejlig bog, målgruppe er Brøggers essaylæsere; Sølve skal nok blive efterspurgt, men ikke så meget som romanerne.