Ligesom debutdigtsamlingen fra sidste år, Digte om lidt, er Rasmus Nikolajsens ny digte yderst sprogbevidste og båret af en underfundig humor. Sin lidenhed til trods er samlingen stramt struktureret: fem dele, der hver især består af fire tekster. Forfatteren leger med sprogets klicheer og faste vendinger så der opstår nye og næste surrealistiske billeder. Lige så vigtig er teksternes fysiske og grafiske udformning der peger på sproget som det konkrete materiale der arbejdes i og med. Digtene er svære at vriste en entydig "mening" ud af, men i hvert fald optræder der bl.a. en sommerforelskelse hvis lette og overgivne stemning andre steder afløses af farlige og dæmoniske lag og et jeg der "tænker på selvmord". Snarere end et fast defineret lyrisk jeg er der tale om roller og sproglige skabeloner der har tydelige forbindelseslinjer bagud til systemdigtningen og den konkrete poesi. RN kan kunsten at trække sproglige (sølv)kaniner op af sin høje hat, men som læser føler man sig ofte lidt snydt når den første fortryllelse har fortonet sig.