Forfatteren har efter opfordringer til at få genoptrykt sin Når ægtefællen dør (99/48) skrevet denne bog, der dels medtager afsnit fra forgængeren, dels har helt nyskrevne afsnit om at miste et barn eller en anden nærtstående og om sørgetiden. Hun har fra sit virke som præst stor erfaring i at tale med sørgende mennesker, og i bogen videregiver hun såvel beretninger fra disse som sine egne kommentarer og gode råd. Hendes pointe er, at der findes ingen rigtige eller forkerte måder at sørge på, og enhver må gennemgå sin sorgproces i sit eget tempo. Bogens fortællinger og kommentarer kan være en god støtte i forbindelse med dødsfald, hvor den sørgende kan have særlige behov for forståelse, hvilket omgivelserne måske ikke magter eller snart bliver trætte af at imødekomme. Teksten kædes naturligt sammen med det kristelige og brydes af forfatterens prosadigte, der også kan genspejle følelser og give trøst. Indledningsvist fortælles kort om de praktiske forhold omkring et dødsfald. Bogen virker afbalanceret i sin sprogtone, i forholdet mellem psykologisk indsigt og kirkelig trøst, og i forfatterens stilfærdige, forstående støtte til de personer, hvis historier danner grundlag for teksten.