En ung mand har begået et bestialsk øksemord i søvne. Eller har han? Mens han er varetægtsfængslet, er der igen en øksemorder på spil, og politiet frygter, at det ikke stopper her. For læsere af voldsomme og nattesøvnsberøvende krimier.
Den finsk-svenske kriminalkommissær Joona Linna får sin sag for, da Hugo, en 17-årig søn af en stockholmsk succesforfatter, tilsyneladende er drabsmand. Hugo husker intet, da han lider af søvngængeri i svær grad. Det viser sig, at Hugo alligevel ikke kan være skyldig, og i samarbejde med en hypnotisør prøver politiet ad flere omgange at få Hugo til at huske, hvad der skete. Hugo husker mere og mere, og samtidig går øksemorderen amok. Der er et vist mønster i drabene, og i en kraftig snestorm arbejder politiet om kap med tiden. Det er 10. bind i serien med Joona Linna.
Forfatterparret bag pseudonymet Lars Kepler kan deres kram og skriver fængende og fascinerende. Handlingen drives frem gennem skift i synsvinkel samt cliffhangere, der gør, at man som læser hele tiden må snuppe et kapitel mere. Om man også kan snuppe den udpenslede vold, er en anden sag; i hvert fald er det ikke en krimi for sarte sjæle. Plottet er udspekuleret og lader sig ikke gennemskue før det sidste voldsomme opgør. Bogen kan læses uafhængigt af de foregående bind i serien. Vi er forbi Joona Linnas private udfordringer, så i princippet er der basis for flere fritstående bind i serien.
Kan læses på linje med krimier af fx Stefan Ahnhem, Thomas Enger og Stieg Larsson.