Birthe Straarup fortæller, at hun har lavet denne bog til dem, som ønsker at lave om på deres daglige måltider, så de bliver sundere, og det uanset om om man er rask eller syg, og til dem, som ønsker at være bevidste om forbruget og miljøet.
Begrebet solskinsmad opstod i forbindelse med sundhedsvandringen "Fod på Livet - fra Gedser til Skagen" i 2003. De voksne, som deltog i hele turens 700 km, fik rigtig meget energi ved udelukkende at spise grønsager, korn, nødder og drikke vand. Birthe Straarup er overbevist om, at økologiske og biodynamiske råvarer - der helst skal være dyrket i Danmark - er den eneste rigtige ernæring, og det kan der være flere grunde til, bl.a. etiske og æstetiske grunde, sundheden og hensynet til klodens miljø. Solskinsmaden består af 3 elementer: grønsager, solris og smagsforstærkere. Første halvdel af bogen er en gennemgang af principperne på solskinsmaden og eksempler på mad, der opfylder betingelserne. Man kan vælge at spise alle grønsager rå, sådan at maden kommer til at bestå af ca. 70 % rå og 30 % opvarmet føde. 2. halvdel er en gennemgang af råvarerne. Sprogligt er bogen let at læse, og den er illustreret med lækre billeder af solskinsmaden.
Kirsten Skaarups Det kærlige køkken, 2008 har samme tema, og derudover har vi flere kogebøger med opskrifter på raw food og vegetar- og veganerretter.
En indbydende og lettilgængelig bog om principperne bag solskinsmaden med enkelte forslag til opskrifter. Den supplerer de øvrige titler vi har om bæredygtig og miljøbevidst kost.