Solsortesletten, dette smukke navn på en lokalitet i Kosovo står i grel kontrast i romanens indhold, der fortæller om borgerkrigen foråret 1999. Personer og handlingsforløb er fiktion, men med så tydelig dokumentarisk baggrund, at den grufulde virkelighed ikke betvivles. Centrum i fortællingen er den 16-årige kosovoalbaner Goshy, som i modsætning til sin bror Mithat tror på en fredelig løsning. Vi oplever serbernes overgreb på deres landsby og likvideringen af mænd og drenge, hvilket Goshy på mirakuløs vis overlever. Flugten i bjergene, fangenskabets fornedrelser, gensynet med mor og søstre i en flygtningelejr, den problemfyldte hjemkomst til sidst, alt er i detaljer omkring de mange personer levende og indtrængende beskrevet, absurd og pinefuldt at læse, ubegribeligt og skræmmende. Goshy erfarer med håb og skam, at følelser og handlinger er de samme på begge sider, men bogen tenderer sympatien for den forulempede part. Den er fyldt med spænding og drama, men det ligger langt fra dens ærinde, så det må være den modne og reflekterende, evt. voksne læser, der skal rystes over den galskab, mennesker kan drives ud i i en given situation.