Wiliam Skotte Olsen (1945-2005) var en maler, der skønt akademiuddannet gik sine helt egne veje. Det kommer fint til udtryk i denne bog om et menneske, der med udgangspunkt i 60'ernes kunstnermiljøer omkring Sofiegården på Christianshavn stort set forsvandt i LSD-tåger, og siden mest gav sig til kende i en manisk produktion af billeder. Alle med en begrænset motivkreds - mennesker og huse - men med et stort koloristisk overskud. Måske naivistisk, men først og fremmest ekspressivt, så det gør ondt. Bogen er illustreret med mange flot gengivne farveillustrationer, der præsenterer det koloristiske talent smukt. Det er blevet en fin mindebog, der ajourfører den eneste anden monografi om kunstneren, Michael Wivel: Wiliam Skotte Olsen, 1994.