"På de fleste af albummets numre snakkesynger Barnett i en Bob Dylan-lignende stil, mens poppet grunge eller en mere distortion-heavy, mindre solbeskinnet version af tidlig Sheryl Crow spilles. Samtidig viser Barnett sin mere sensuelle side på balladerne »Small Poppies«, »Kim's Caravan« og »Boxing Day Blues« og trækker tonerne i langdrag, indtil hendes hæse stemme fordufter på bølgerne af reverb. Den elskelige selvudslettende humor træder i baggrunden på disse numre, og man får et mere komplekst billede af en alsidig kunstner - en everywoman, der er alt andet end kedelig".