Undskyld udtrykket, men man flagrer bogstaveligt fra information til information i denne flotte fagbog om alverdens sommerfugle og natsværmere. Emnet er stort, og efter læsning af hele bogen er man stopfodret med oplysninger om tandemflyvning, silkeorme og blåhalers livret. Men stoffet er spændende og lækkert serveret, og det er en bog, som man kan vende tilbage til igen og igen, og bestemt også være bekendt at have liggende på natbordet. Den udkommer som en del af en engelsk forlagsserie, hvor der i 1999 kom bøger om bl.a. hvaler, store katte og slanger. Som de øvrige er også denne udstyret med tykt, glittet papir, flot layout og smukke, knivskarpe illustrationer. Bogen består af 6 hovedafsnit med mange små underkapitler. Hovedafsnittene præsenterer sommerfugle og natsværmere, deres krop beskrives, livscyklus, adfærd, levesteder, og bogen afsluttes med et faktaafsnit om deres familieinddeling og truede fremtid. Underkapitlerne tager fat på temaer som f.eks. æg eller camouflage. Teksten er overskuelig sat med store typer i korte brødtekster og mange billedtekster. Som hjælp er der register og ordliste. Det er en rigtig bladre-kigge bog, som kan bruges fra 8 år. Selvlæsning fra 11 år. Vi har ingen nyere bøger om emnet generelt og globalt.