Så er det lige ved at sommeren er over os og en lang sommerferie venter forude for en masse børn. Hvis det kniber med at finde på, kommer der nu her en bog med en masse spændende projekter, lige til at tage fat på - måske mest for pigerne! Forfatteren, der er blomsterkunstner, har bl.a. tidligere udgivet flere bøger med ideer til julepynt, blomsterpynt og dekorationer. Denne gang er det en bog for primært børn. Bogen indeholder 27 meget forskellige ideer, lige fra dekoration af cd-cover, blomsterpude, dækkeservietter, vaser, kalendere, opslagstavler til legeting, såsom "Fisk en fugl", "Flasker med point" og en tromme. Ideerne virker forholdsvis nemme at gå til, der er udførlige brugsanvisninger og alle tingene er tydeligt afbilledet med et farvefoto. Nogle af ideerne findes i andre bøger, men som helhed er det en fin lille bog til inspiration. For kreative sjæle fra 9-10 år.