Bøger / faglitteratur / bibliografier

Sophie og Fanny Baggesen - i medgang og modgang


Beskrivelse


Digteren Jens Baggesen (1764-1826) var gift med Sophie (1967-1797) og efter hendes død med Fanny (1774-1822). Et portræt af de to digterhustruer, som begge tilhørte den internationale overklasse, og deres tilværelse i Danmark, Tyskland, Frankrig og Schweiz.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. nov. 2012

af

af

Marianne Majgaard Jensen

d. 16. nov. 2012

Bog om digteren Jens Baggesens ægteskaber til historisk og litterært interesserede, som gerne vil læse underholdende, velskrevne biografier.

Jens Baggesen (1764-1826) var en af sin tids kendte digtere, og hans Labyrinten, 1792-93, er et hovedværk i dansk litteratur. Han var gift med Sophie, efter hendes død med Fanny, begge fra Schweiz. De førte en omkringfarende tilværelse i Danmark, Tyskland, Frankrig og Schweiz i en tid, hvor frihedsidéer og revolutioner satte dagsordenen. Bogen er derfor spændende på flere områder: Den giver en fin indgang til tidens historie og kultur. Man får et glimrende portræt af de begavede kvinder i den internationale overklasse, som både Sophie og Fanny tilhørte. Og man følger de to hovedpersoner i en fortælling fuld af kærlighed og lidenskab, had og svigt, lykke og sorg, fra feteret berømmelse til gældsfængsel. Stilen er fortællende og personlig, men der er aldrig tvivl om, hvad der er historisk belæg for, og hvad der er forfatterens antagelser. Bogen er funderet i omfattende kildestudier, så alt i alt er det en velskrevet, underholdende bog, som samtidig formidler stor viden om europæisk kultur- og idéhistorie.

Vi har ikke andre biografier om Sophie og Fanny. Bogen kan bruges til samme målgruppe som fx Nørballe og Winge Kamma Rahbek & Bakkehuset (2012/50).

Velskrevet, veldokumenteret bog om to digterhustruer og deres liv omkring år 1800. Den snakkende stil kan falde nogle for brystet, jeg synes, den gør bogen underholdende og levende.